Brylluppet - Sådan undgår du at blive grebet af panik

Oprettet d. under Tips & Tricks

Brylluppet - Sådan undgår du at blive grebet af panik

Du har tænkt på dit bryllup siden du var 6 år og nu er dagen endelig kommet. Du vågner op i barndommens værelse, som dine forældre har ladet stå urørt siden du flyttede hjemmefra, og mens du kigger på plakaterne af (en noget yngre) Justin Timberlake, griber panikkens fangarme dig.
Om mindre end 5 timer skal du gå op ad kirkegulvet, 75 par øjne hviler kun på dig, og 30 minutter senere har du sagt dit ja - og løkken er strammet om din hals. Her er et par råd til, hvordan du undgår at blive grebet af den velkendte bryllupspanik.

Søvn og masser af vand er vigtigt for at kroppen kan fungere, og får du nok af begge dele, fungerer hjernen også bedre. Du kan overskue mere og du kan undgå den stress, der rammer de fleste brude op til deres bryllup.
Og så er det altså helt normalt, at en brud når at få en rigtig god gammeldags tudetur i ugen op til hendes bryllup.

Uddeleger opgaverne. Jo mere du får andre til at lave og ordne for dig, des mindre er der at gøre for dig selv. Brug hellere tiden på at forkæle dig selv hos kosmetologen og massøren, så du undgår sorte rande under øjnene og stress-hud.

Vær ærlig over for dig selv. Hvis du ikke kan magte et kæmpe udstyrsstykke af et bryllup, så lad være med at gøre det. Skær enten en masse gæster fra, som måske alligevel ikke betyder så meget for jer, og planlæg enten et lille intimt bryllup, eller få fat i en bryllupsplanlægger, der kan overskue tingene for dig og trække i alle trådene.

Vær i god tid. Få så meget gjort tidligt som overhovedet muligt. For eksempel er det vigtigt at få brudekjolen i hus hurtigst muligt. Mange ved ikke, at det tager mellem 3 og 6 måneder for en kjole at komme hjem hvis den skal bestilles, og da skrædderne også skal bruge tid på at tilrette den, så den passer perfekt på selve dagen, er det bedst at finde og købe sin kjole senest 8 måneder før brylluppet. De fleste brudekjoleforretninger tilbyder, at du gratis kan lade din kjole hænge indtil den skal til skrædder. Den endelige bordplan kan I dog først lave en uges tid før brylluppet. Der er altid nogle gæster, der melder fra i sidste øjeblik eller godt kan komme alligevel, selvom de havde meldt fra, og så går der kuk i det hele, hvis den er lavet for 4 uger siden. Så lad være med at spekulere over alle de ting, der skal vente og koncentrér jer om det, der skal gøres lige nu.

Lav lister. På mange af bryllupsportalerne kan du finde lister over ting, der skal gøres og hvornår de skal gøres. Print listerne ud og brug dem som hjælp til at overskue det hele.

Slap af, Bridezilla. Når I har sagt ja til hinanden og festen er i gang, er der ikke noget at gøre alligevel. Læn dig tilbage, nyd det hele og grin ad det, hvis ét eller andet ikke går helt som planlagt. Du kan aldrig få denne dag igen, så nyd den i fulde drag, mens du er i den.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar